Straf og konsekvenser

Straf og konsekvenser

Straf og konsekvenser

Jeg møder ofte myter

eller måske snarere overbevisninger

…en stålfast mening om, hvad der virker pædagogisk overfor børn med særlige behov.

 

Der er naturligvis ikke èn sandhed – men der er helt klart metoder, der virker bedre, når du arbejder med børn, der har særlige behov i din klasse eller på skolen

Straf og konsekvenser virker ikke for børn eller unge med særlige behov. Det kræver, at eleven kan “regne den ud” og undgå den adfærd, der har en konsekvens.

Børn med særlige behov har nogle sårbarheder, der gør, at straf ikke virker!

Mange børn med særlige behov er noget højere i stress end andre børn (forklaringen må jeg lige tage en anden gang!).

Når man er stresset, har en diagnose, lever mere “her og nu”, svært ved at se ting fra andres perspektiv og impulsstyret m.m… så går man nemmere “galt i byen”!

Hvis straf skal virke, skal eleven kunne huske HVAD DE IKKE MÅ eller HVAD DE MÅ i en ny situation, stoppe op og tænke “jeg må hellere lade være for ellers….”. Det er en kobling af fine processer hos elevens tænkning, der gør, at dette faktisk lykkedes næste gang, at eleven står i lignende situation.

Hvad med de andre elever?

Nogle voksne holder meget fast i at konsekvens er vigtig. En af begrundelserne er, at konsekvenser også viser de andre børn, er det er “forkert”, hvad eleven har lavet og at det ikke bare er OK. Det kan jeg godt følge! 

Meeen vi har ikke hjulpet barnet med særlige behov til at lykkedes, hvis vi ikke får hjulpet  vedkommende med andre strategier.

Mit budskab er, at de mere hensigtsmæssige måder eleven kunne bruge af strategier, ikke kommer af sig selv…og slet ikke via straf.

…og nej vi har heller ikke hjulpet de andre elever. For når eleven med særlige behov ikke lykkedes på …lad os kalde den “straf-modellen”, så bliver de andre elever blot bekræftet i, at deres klassekammerat ER en uforudsigelig klassekammerat (man måske er bange for) og som kan reagere uhensigtsmæssigt.

Så det ville også hjælpe de andre elever at ændre på den pædagogiske tilgang

Alle er lige vigtige (både barnet med særlige behov OG de andre elever) – det er ikke et ENTEN ELLER

Pædagogisk vejledning

På et tidspunkt i et af mine vejledningsforløb, handlede det om en dreng i 6. kl.

Alle syntes han var træls.

Han var pervers i sit sprog, var hård ved pigerne f.eks ved at komme for tæt på dem, eksplosiv adfærd og ja… frikvarterne især var alt andet end en “dans på roser”.

De voksne var virkelig på overarbejde.

Det var søde, rare, varme og kompetente voksne med hjertet på rette sted

Men de var trætte af, at intet virkede og han blev en splint i øjet på dem….de var ved at blive trætte af ham…det måtte være hans egen skyld….eller hans diagnose eller hans manglende medicin….kunne det blive ved med at gå?

AAAAAALLE var trætte af ham (eleverne i klassen, andre elever i andre klasser, andre lærere på skolen)

Forståelse og viden kommer før tiltag i praksis!

Vi snakkede om på de første vejledningsmøder, at straf gentagende gange bekræfter eleven i at “jeg gør altid det forkerte”, “jeg er forkert” og det bliver til  “jeg gider ingenting”, “alt er lige meget”…og så kører møllen og den onde cirkel er i gang på fuld tryk

Han havde intet på spil i relationerne….han kunne lige så godt fortsætte sin adfærd.

  • Vi snakkede om forståelse af hans ADHD diagnose 
  • Vi snakkede om at forstå, hvor han lå på stress-kurven
  • Vi snakkede om beskyttende- og risikofaktorer i miljøet

Vi lavede få små justeringer på klassen (f.eks. ændrede vi deres eksisterende klasse-evalueringer af frikvarterer…som desværre gjorde ham til syndebuk)

Vi fredede eleven for risikofaktoren FRIKVARTER, som “holdt ham i en uhensigtsmæssig rolle” (og det var INGEN straf…der blev arbejdet på at få et frivilligt ja fra eleven til at synes, det var rart at være inde tre faste dage. Dette blev virkelig gennemarbejdet på alle leder og kanter….så det var en positiv indsats…men bliver ikke lige uddybet mere her 🙂).

Der var en voksen med ude at observere i frikvarteret  ( ikke sådan bodyguard-agtigt, der flashede eleven med særlige behov…men for at være “tættere” på og “se”, hvad der foregik – dette gjorde også elevsamtalerne mere konkrete om specifikke måder at tackle situationer på… og der var jo bestemt også ting i frikvarteret, hvor andre elever prikkede til eleven og vidste, at det kunne udløse en eksplosion hos ham…).

Det blev der snakket om med andre elever!

Og så var der en ugentligt samtale med eleven til støtte, strategier og guidning….

…det værste vi fandt ud af i processen var, at eleven fik skylden for ballade i frikvarteret også de dage, hvor han IKKE havde været ude i et frikvarter…..tankevækkende!

Det lykkedes

Man kan aldrig vide, hvordan graden af elevens sårbarhed er. Man kan aldrig vide, hvor meget miljøet kan hæve deres inklusionsgrad. Men når vi får elevens sårbarhed og miljø til at balancere, kan man lykkedes i den kreative proces af muligheder.

 De voksne på klassen havde en rigtig god fornemmelse for, hvad der kunne virke og de blev kreative og mulighedsorienterede undervejs.

De fik det til at lykkedes. Ikke til en skolehverdag, der ALDRIG gav udfordringer, men en skolehverdag, hvor de voksne oplevede, at de havde fat i den lange ende

Der blev løbende trappet ud af indefrikvarterer og op i ude-frikvarterer

Eleven fik bedre strategier og de voksne fik hjulpet med de andre elever

Der blev skabt miljøbeskyttende muligheder i klassen

Det lykkedes med en super indsats fra læreren og pædagogen på klassen (og opbakning fra lederen :-))

Ja det er en solskinshistorie og dem må der vel også være plads til?

Historien slutter med, at elevens relationer til de andre elever blev markant bedre. Han kom i trivsel (og nedstresset). Han fik strategier. Det fik en god effekt på hele klassen. De voksne, voksede med opgaven og var stolte af deres arbejde (som også var afhængig af en leder, der bakkede op om, at rammerne blev, så dette kunne gennemføres).

De blev opmærksomme på, hvad der virkede fremfor straf-modellen, selvom den måske virkede som en indlysende mulighed ….engang…

Det kræver mere

Indsatsen her var større en end den gængse straf-model

Men gevinsten, læringen og resultatet blev energi, tro, viden og redskaber, som også  kunne bruges i alle mulighed andre sammenhænge og pædagogiske tiltag

De kom fra en forkrampethed til en VI KAN følelse – altså de voksne ….og eleven…han begyndte at tage på café med pigerne i fritiden 🙂

En støttende indsats på ca. 12 uger i dette tilfælde.

For mig er det ingen tvivl om, hvad der giver mest mening

Men det er selvfølgelig op til dig, hvad du tænker 🙂

Kh Lill

Adfærdsproblemer i skolen

PS: Jeg kan anbefale denne super gode bog, der handler om at se bag om adfærden og forstå, hvad der virker bedre end andet  Adfærdsproblemer i skolen < sponsoreret link!
 

 

HEY! Du er velkommen til at læse mit blogindlæg om elevsamtaler —-> Ja det lyder spændende

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *